Pårørende

Som pårørende til en PTSD-ramt

  • Ser man måske tydeligere ændringer hos personen, der er ramt af PTSD, end den ramte selv ser.
  • Kan man måske ikke længere genkende den person, man kendte før PTSD´en indtraf.
  • Kan man føle sig meget alene og magtesløs.
  • Er det svært at finde plads til sine følelser og reaktioner, for det er jo den anden, der er syg.
  • Ved man måske ikke, hvordan man skal tackle den ramtes følelsesmæssige udbrud og begrænsninger.
  • Har man også brug for hjælp.

Når en person får PTSD og påvirkes psykisk og kognitivt, får det ikke kun betydning for den ramte men også for de nærmeste.

Livet som pårørende er ikke altid nemt

  • Du oplever måske, at den PTSD-ramte trækker sig og har brug for meget ro og ene-tid. Dét kan opfattes som en afvisning, men det handler i virkeligheden om, at den ramte er på overarbejde psykisk og kognitivt. Måske kan han/hun ikke rumme lyde, koncentrere sig om samtale eller forholde sig til andre menneskers reaktioner. Det kan betyde, du står efterladt alene i situationer, hvor du godt kunne have brugt den ramtes nærvær, opmærksomhed eller hjælp.
  • Tankemylder og hukommelses- og koncentrationsbesvær kan gøre det svært for den PTSD-ramte at holde fokus i en samtale, og det kan man som pårørende nemt tolke som ligegyldighed og manglende interesse for ens liv og tanker. Det er vigtigt at huske, at det ikke er den ramte, der ikke vil/gider, det er den ramtes hjerne, der i en given situation ikke kan. Støj og flere, der snakker på én gang, gør det sværere for den ramte.
  • Du må nogle gange tage alene afsted til møder, fester og sammenkomster hos familie og venner, idet den ramte måske har meldt fra på forhånd eller i sidste øjeblik. Det kan føles som om den ramte ikke har interesse i at deltage i ting sammen som familie eller par. Dét opleves selvsagt som et tab, for dig som pårørende, og du kan opleve skuffelse, vrede og sorg over ikke at kunne dele de oplevelser med den ramte. Det kan måske tage glæden eller din egen mulighed for at deltage i de ting, du gerne ville. Det er vigtigt at få afstemt, hvad man hver især ønsker og magter og indgå kompromisser, der giver plads til alles behov.
  • Måske opstår der skænderier om, hvem der skal tage sig af de huslige opgaver, fordi den ramte har mindre energi end før.
  • Måske undrer du dig over, at den PTSD-ramte kan virke ligeglad og tom for følelser i nogle situationer. Dette kan gøre, at du føler dig uelsket. Manglende evner til at mærke sine følelser er et PTSD-symptom, der optræder som en art beskyttelse for den ramte. Som partner til eller som barn af den PTSD-ramte kan du føle dig ikke-elsket og afvist, når vedkommende har svært ved at mærke sine følelser. Det er vigtigt at huske, at det er et symptom ved PTSD, at man kan være ude af kontakt med sine følelser, men at det ikke betyder, at de ikke er der. Det er en måde, hvorpå hjernen og kroppen lukker ned, et slags forsvar, og i nogle tilfælde er der tale om en form for dissociation, en flugtreaktion, hvor man psykisk lukker ned.
  • Du står måske i en situation, hvor den PTSD-ramte er blevet mere kortluntet. Dette kommer ud som irritabilitet, snerren eller udskæld og bebrejdelser. Hvad enten du er barn af, partner til eller andet, er det hårdt at stå i. Det er vigtigt at huske at sige fra, evt trække sig fra situationen, hvis den er ved at eskalere. Det kan være svært at diskutere med en PTSD-ramt i affekt, denne kan agere, som var det en kamp for overlevelse, han/hun stod i, og så er det bedst at bevare roen og evt tage snakken på et andet tidspunkt.
  • Hvis man bliver udsat for deciderede raseriudbrud, eller den PTSD-ramte på anden vis reagerer voldsomt, kan man som pårørende stå i en situation, der har karakter af psykisk eller fysisk vold. Det er vigtigt at understrege, at ingen skal udsættes for hverken psykisk eller fysisk vold, og i så fald er det vigtigt at fjerne sig fra situationen og at søge hjælp!

Gode råd til familielivet

Kommunikation

Det er vigtigt, man taler om, hvad der skyldes PTSD´en og ikke handler om uvilje, manglende kærlighed eller utilfredshed fra den ramtes side. Tal sammen om, hvordan I hver især oplever PTSD´en og hvordan den påvirker jeres samliv. At PTSD´en også rammer partner, børn og andre er ikke det samme som at kritisere den ramte. Lyt til hvordan modparten har det, og tal om, hvordan I bedst muligt kan imødekomme alles behov og samtidigt tage hensyn til de begrænsninger, PTSD´en giver.

Afstem forventninger, krav og behov. Gå på kompromis, accepter PTSD´en som et fælles livsvilkår men lad den ikke være den evige undskyldning for evt dårlig opførsel eller noget, der til enhver tid står over alle andre hensyn i forholdet eller familielivet. Det er ikke de nærmestes ansvar at redde den ramte. Han/hun har det primære ansvar for sit eget liv, og hvordan udfordringer tackles.

Særligt børn af en far eller mor med PTSD kan udvikle skyldfølelse og tro, de gør noget forkert: At det er deres skyld, når mor eller far har det dårligt eller er fraværende. Det er nødvendigt at sætte ord på, at det ikke er mor/far, der har brug for en pause fra snak og samvær, ”det er min PTSD-hjerne, der har brug for et hvil.” Vær opmærksom på at anerkende, hvis barnet føler sig ramt af de begrænsninger og udfordringer, den PTSD-ramte står i.

Undgå skyldfølelse

Hvis du er partner til en person med PTSD, kan du få følelsen af altid at skulle være den stærke: Den raske, der forstår, rummer og trækker læsset!!! Samtidig kan du som partner føle, at det er lige meget, hvad du gør; du kan jo alligevel ikke gøre din partner rask. Det er vigtigt at få talt om, hvilken betydning, man hver især har for hinanden, også selvom man ikke kan kurere PTSD´en. Husk at den pårørende også kan have en dårlig dag og have brug for, at det er den PTSD-ramte, der i forskellige situationer er den, man kan læne sig op af, regne med og få omsorg af. Den evne ødelægges ikke af, at man får PTSD; det er blot nødvendigt med visse hensyn og frem for alt pauser, ro og hvile; en PTSD-hjerne er altid på arbejde, og restituering er nødvendig, så den ramte kan blive ved med at give det, han/hun ønsker.

Undgå triggere

Man kan som pårørende undgå at trigge sin partner med PTSD ved at lytte til, hvad den ramte har brug for uden at bruge sætninger som: ”Du bliver nødt til at tage dig sammen” og lignende. Man kan også spørge til, hvad der generelt kan stresse og trigge den ramte. Måske kan man arrangere sig ud af mange mulige triggere.

Pauser og forudsigelighed

Som pårørende hjælper du bedst ved at acceptere, at samvær trætter og kræver pauser og hvile for den med PTSD, og at familien ikke kan forvente det samme som før. Der må indlægges pauser med hvile og ro ind imellem samvær og opgaver. Det kræver noget forventningsafstemning og en smule mere planlægning. Forudsigelighed og tydelighed ift forventninger til den ramte, minimerer stres hos begge partere.

Plads til dig som pårørende

Det allervigtigste og måske sværeste er, at du som pårørende skal sørge for også at tage godt vare på sig selv. Det kan være meget svært, hvis man føler man altid skal være den stærke i forholdet eller i familien, så her er det afgørende at sætte overlæggeren ned ift, hvad man samlet skal præstere. Det er godt at øve sig i at søge hjælp fra sine omgivelser. Husk at du kun kan være stærk, hvis du sørger for selv at tage nogle åndehuller og på forskellig vis søge det, der giver dig glæde og tilfredshed. Hvor henter du energi? Hvad gør dig glad?

Søg hjælp

Støt den ramte i at tage imod hjælp. Gå evt med til en samtale hos egen læge, hvor din beskrivelse af situationen kan være guld værd og lette lægens arbejde med at henvise til rette behandling.

Kend dit værd


Som pårørende kan man oftest se lidelserne tydeligere end den ramte selv.
Derfor spiller du som pårørende en afgørende rolle og du kan være med til at gøre en stor forskel.

Pas på dig

Som pårørende til en, der har PTSD, er det vigtigt, at du også husker at passe på dig selv. Hvis ikke du gør dig umage med at mærke efter, hvad du kan holde til, ender det med du hverken kan være en støtte for den ramte, og at du selv går ned med stres eller får en belastningsudløst depression. Er der iværksat behandling for den i familien, der har PTSD, kan det være hjælpsomt at bede om en pårørendesamtale til partner og børn. Afhængigt at belastningsgraden i familien, kan partner og børn opleve belastningsreaktioner og risikere at udvikle stres, angst og depression. Du kan ligeledes have brug for at tale med en professionel eller andre i samme situation, som kan støtte dig igennem din proces.

Er du barn og har din mor eller far PTSD

  • Tal med dine forældre om, hvordan du har det. Det er vigtigt, at dine forældre ved, hvordan du har det, både i skolen og derhjemme. Er der noget, du er ked af, kan det hjælpe at tale om det. Det kan også være man har brug for trøst eller hjælp, og derfor er det vigtigt at fortælle, hvis man har det skidt eller går og bekymrer sig.
  • Spørg gerne om, hvad PTSD er for en sygdom, så du forstår hvilke ting, der skyldes din mors eller fars PTSD-ramte hjerne, og hvad der ikke har noget med din mors eller fars PTSD at gøre, men mere handler om, hvordan de er som mennesker. Dine forældre er ikke kun deres diagnose. Din mor eller far har masser af gode og dårlige sider, som ikke handler om deres PTSD.
  • PTSD er en form for stres-sygdom. En mor eller far med PTSD, bliver hurtigere stresset end en mor eller far uden PTSD. Stres kan vise sig ved, at man bliver hurtigere irriteret eller vred eller at man ikke kan overskue situationen.
  • Hvis du føler dig alene og ked af det, er det ikke altid nok at tale med sin mor eller far om det. Ofte er det en stor hjælp og lettelse at få talt med en anden voksen om, hvordan man har det. Det kan være du har en lærer, du er glad for og føler dig tryg ved, som du kan snakke med. Det kan også være en klassekammerats forældre eller en en voksen i din familie, som du synes er god at snakke med.
  • Der er mange andre børn end dig, der lever med en mor eller far, der har en psykisk sygdom. Måske kan du komme til at tale med en psykolog eller en læge eller sygeplejerske, der ved noget om, hvordan det er at være barn i en familie med en mor eller far, der har PTSD. Det kan også være du kan tale med andre børn, der som dig oplever, at mor eller far har PTSD eller en anden psykisk sygdom. Der findes i nogle kommuner grupper af børn som dig, der mødes sammen med en psykolog for at være sammen med andre, der ved hvordan det er, når ens mor eller far har en psykisk sygdom. Du kan spørge dine forældre, din læge eller din lærer om hjælp til at finde ud af, hvem du kan snakke med.

Husk

Det er IKKE er din skyld, hvis din mor eller far har PTSD eller lider af andre sygdomme. Det er de voksnes ansvar at klare deres eget liv og at få hjælp af andre voksne, hvis de har det så svært, at de ikke kan klare dagligdagen eller tage sig ordentligt af sig selv og passe godt på dig.

Læs mere her Viden om PTSD