Pårørende til Balkanveteran, Maria 46 år

Historie af Maria, pårørende til Balkanveteran

Jeg er 46 år og forlovet med Geert, der har svær PTSD. Da jeg mødte ham for 10 år siden havde han ikke fået diagnosen endnu, men han baksede allerede dengang med følgerne efter sin udsendelse på Balkan.

Vores liv er på mange måder anderledes end andres liv. Jeg fungerer ofte som en slags buffer mellem Geert og omverden og vi prøver hele tiden at blive bedre til at navigere i PTSD’ens verden. Det kræver kommunikation og hårdt arbejde hver dag – resten af vores liv.

Det har taget lang tid at komme til den erkendelse, at Geert ikke kan det samme som han kunne engang. Han har været i de sorteste huller og jeg har stået helt fortabt på sidelinjen uden at kunne hive ham op. Når han har haft det værst, har han i den grad ladet det gå ud over mig. Han har været vred og aggressiv. Han har kaldt mig alverdens grimme ting og mange har undret sig over, hvorfor jeg er blevet ved hans side.

Det har holdt hårdt og vi har mistet både familie og venner undervejs i processen mod heling. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg ser ham som en såret soldat, der er blevet ramt i krig og derfor har brug for hjælp. Derfor har jeg ikke overvejet at forlade ham, for jeg ville jo heller ikke forlade ham, hvis han havde mistet sit ben eller en arm – og PTSD’en har gjort det samme ved ham: Den har taget en del af hans sjæl til fange og ind imellem danser dæmonerne en sejrsdans i hans sind. Jeg ved hvor meget han lider og kæmper, når det står på og jeg venter derfor på, at han har vundet kampen og kommer ud på den anden side.

For hans vedkommende kan lyde, lugte og mennesker give flashbacks til krigen på Balkan og få det hele til at ramle på ingen tid.

Vi får begge psykologhjælp og det har vi fået siden Geert fik diagnosen. Den er en fantastisk hjælp til mig som pårørende, fordi jeg her har et ventil til at lukke luften ud i. Her har jeg også fået vigtige redskaber til at passe på mig selv i alt det her og lære at forstå Geerts sygdom bedre. 

Jeg er så heldig, at have nogle (dog ganske få) venner, der kan støtte mig i livet sammen med en PTSD-ramt og de er virkelig også guld værd, for som pårørende skal man huske at passe på sig selv. Hvis jeg vælter, så vælter hele familien.

Hos os fungerer det sådan, at hvis Geert har en dårlig dag, så melder han så vidt muligt ud med det samme. Så ved resten af familien, at nu gælder der nogle andre spilleregler, indtil far er ovenpå igen.

I den periode lader vi ham være alene. Han får fred og ro, men også omsorg på den måde, at jeg spørger om han vil have noget mad eller lign. Han lukker sig som regel inde i et mørkt rum og kommer først ud, når han har reddet den værste bølge af.

Når han så kommer ud, så er der stadig rolige bevægelser og skruet ned for larmen i huset, indtil Geert siger eller viser, at nu er han ovenpå igen.

Alle aftaler bliver aflyst.

Døren bliver ikke åbnet, hvis der kommer gæster og Geerts telefon bliver ikke taget. 

For folk udefra kan det virke ret indgribende i resten af familiens liv, at alle skal indordne sig Geert, men det er i alles interesse, at få ham ud på den anden side hurtigst muligt, så familien snart er stabiliseret igen.

Det er blevet et livsvilkår for os, og jeg tror personligt, at noget af det vigtigste man kan gøre som pårørende, det er at droppe at have ondt af sig selv og føle det uretfærdigt, selvom det helt sikkert er uretfærdigt.

Det kræver rigtig meget at stå ved siden af en person med PTSD. På den anden side, så har det en enorm stor betydning for den PTSD-ramte, at der er pårørende, der støtter og hjælper i de svære perioder. Det kan være spørgsmål om liv eller død. 


Historien er publiceret 2021-08-30