Dit sociale liv, når du er ramt af PTSD

PTSD-symptomerne påvirker både ens omgang med de nærmeste personer og ens sociale liv i det hele taget. Man har ikke det samme overskud, og man er udmattet efter social kontakt.

Venner og bekendte kan på samme måde som ens familie føle sig afvist og ikke værdsat og har måske svært ved at forstå aflysninger og begrænsede deltagelse i sammenkomster.

Det kan være svært for andre at forstå, at man ikke kan det samme som før. Man er forandret af sin PTSD, og det er vigtigt at være åben omkring det. Den ramte må være beredt på at skulle forklare sig, og for omgivelserne kan det være hjælpsomt at kunne spørge åbent til, hvad den ramte har brug for, og få plads til at italesætte og undre sig over, at den ramte har ændret sig, virker anderledes, og at man ikke opfører sig som man plejer. Folk omkring én har brug for tid til at vænne sig til, at man må være sammen på nye måder. Andre har været vant til, hvad de kan forvente og regne med fra én, og det tager tid at lande i, at noget i relationen måske forandres, når den ene bliver ramt af PTSD.

Man kan ikke kan det samme som før, da man hurtigere udtrættes og overbelastes, hvilket kan forværre ens PTSD-symptomerne.

“Lidt har også ret”, og man kan måske omgå sine begrænsninger ved i stedet at sende en hilsen pr sms eller ringe kort fremfor tale i lang tid, deltage i et kortere tidsrum til en fest, gå lidt for sig selv i løbet af et besøg for at få ro i sit hoved, køre hjem fremfor at overnatte og hvad der ellers gør, at man har kræfterne til at pleje sit sociale liv.

Åbenhed er vigtigt, og det kan være nødvendigt at forklare omverdenen sine begrænsninger mange gange, da andre ikke ser, hvad der foregår indeni én og heller ikke ser den pris, man betaler efterfølgende for at have været på rent socialt.

Det er svært for én selv at forstå, at man ikke kan det samme som før. Det er også svært for andre at forstå.

Frem for at sidde fast i at føle sig ikke-forstået, må man tage ansvar for selv at sætte sine grænser, kærligt men vedvarende.

Fortæl dine omgivelser, hvad du har brug for: de glemmer det måske fra tid til anden.

Tag ansvar for dit eget liv, og sig til og fra ud fra, hvad du magter.

Husk, at andre uden PTSD også har deres at slås med, herunder andre sygdomme, handicaps, tab og stressende livsvilkår.

For nogle er det en vigtig erkendelse, at man godt kan have færre aftaler af kortere varighed og leve et godt liv alligevel. Hvis du vedvarende oplever mangel på forståelse for, at du ikke kan det samme som før, så mind dem om, at en PTSD-hjerne er en hjerne i stres, som gør, at du har et forhøjet antal stresshormoner i kroppen, om du vil det eller ej.